Skip to main content Skip to footer

Aalborg Kulturskoles balletprogram er for elever fra børnehaveklasse og opefter.
  
For bh.kl.-2.kl. har vi tilbuddet Musik, Ballet og Fordybelse.
Fra 3.kl. tilbydes undervisning indenfor klassisk ballet og fra 5. klasse Contemporary/Moderne.
Vi har også et særligt hold fra 3.kl., Ballet og Musical, der både lave egne optrædener og er med i en stor tværfaglig forestilling i foråret. Se mere under de enkelte fag.

Al undervisning foregår i vores egen dansesal "Turbinesalen" i Nordkraft. Undervisningen ligger på hverdage fra kl. 16 og frem til midt på aftenen. For elever på talentholdene er der også undervisning formiddage og eftermiddage om lørdagen.

Holdene sammensættes med fokus på at skabe trygge rammer og et godt fælleskab med ballet og musik som samlingspunkt for eleverne. Lærerne fordeler de enkelte elever på hold ud fra erfaring med dans først og alder sekundært. Et hold kan f.eks. bestå af både begyndere (ældre) og fortsættere (yngre).

Undervisningen følger et pensum, der strækker sig over hele kulturskolens sæson.

Som en vigtig del af undervisningen vil der være forestillinger og opvisninger, f.eks. ved juletid og til Kulturskolefestivalen. Deltagelse i disse indebærer ekstra prøvetid - også i weekender.

Aalborg Kulturskole driver en talentlinje i samarbejde med Det Kgl. Teaters Balletskole. DKT-talentelever træner op til 6 dage om ugen og sættes på hold ifølge DKT’s anvisninger om aldersbaseret træningsmængde. Forløbet er for børn i 3.-6. klasse. Elever, der optages på DKTs program for 7.-9. klasse fortsætter hos os i Aalborg i 7. klasse, men skal flytte til København fra 8. klasse, hvor der er mulighed for at bo på på Balletskolens kollegium. Læs mere herom under Ballet Talentprogram.

Ved siden af DKT-programmet, har vi vores eget Aalborg-talentprogram. Det er for elever, der ikke optages - eller ikke ønsker optagelse - i DKT-programmet. Læs mere herom under Ballet Talentprogram.

Eleverne på begge talentprogrammer får samme undervisning, men DKT-talentelever vurderes løbende af Det Kgl. Teaters Balletskoles talentkoordinator og inviteres flere gange om året til balletskolen og teatret på Kgs. Nytorv i København. På Aalborg-talentholdet kan man fortsætte efter 6. klasse. Deltagelse i talentprogrammerne kræver engagement og opbakning på linje med eliteidræt. 

Ballet

Musik, Ballet & Fordybelse

Musik, Ballet & Fordybelse tilbydes i Nordkraft for 0-2. klasser.
 
Undervisningen er indgangen til dansen og musikkens verden.
 
MBF er delt op i tre forbundne niveauer. Hold A løber de første 18 uger og fortsætter til Hold B de næste 18 uger det første år. Hold C er et 36 ugers forløb det andet år.
 
I undervisningen får eleverne mulighed for at opleve glæden ved at sætte musik i bevægelse samt fordybe sig i dansens og musikkens grundsten.
Målet er at fremme båden lysten og at give grundlæggende forudsætninger for at beskæftige sig med ballet og musik fremover hos det enkelte barn og i fællesskabet.
 
Eleverne lærer grundbegreber som kropsforståelse, koordination, puls, rytme, form, dynamik at kende gennem forskellige musikalske aktiviteter. Vi vil arbejde med dans, sang, improvisation og musikforståelse.
En vigtigt del af balletundervisningen indebærer, at eleverne skal være omklædt til dansetøj og være ens påklædt.
 
Ballettøj kan købes hos Balletbutikken i Århus.
Lærerne give besked om, hvad I skal købe.
Sko og trikot er bedst at tale direkte med Balletbutikken om for at sikre den rette størrelse.
Taksten for deltagelse er den samme, som for SSB.

Hold A: 0.-1. klasse (begyndere)
Hold B: 1. klasse (fortsættere) og 2. klasse