Skip to main content Skip to footer

Notat om fritagelse for folkeskoleundervisning ved deltagelse i kulturskoleundervisning

I følge folkeskolelovens § 33, stk. 9. kan skolelederen tillade, at en elev i begrænset omfang opfylder sin undervisningspligt ved at deltage i undervisning i en kommunal eller
statsligt støttet musikskole eller ved eliteidrætsudøvelse i en idrætsforening.
Tilladelsen gives efter anmodning fra forældrene. Det betyder i praksis, at skolelederen
kan give eleverne fri til at deltage i musikundervisning eller eliteidrætsudøvelse.

Der er i bemærkningerne til bestemmelsen lagt op til, at der for så vidt angår musikundervisning
kan gives fri i 1-2 timer om ugen, mens der i forhold til eliteidræt kan gives fri i 2-4 timer. Der kan i
princippet gives fri fra såvel undervisningen i fagene som fra den understøttende undervisning,
men i bemærkningerne er der peget på, at det er mest oplagt at give eleverne fri i tiden til understøttende undervisning eller – for de store elever – i valgfagstimer.

Det er skolelederens beslutning, om en elev kan fritages fra undervisning. I den vurdering, lederen skal foretage, skal indgå, om det er forsvarligt i forhold til elevens faglige niveau, og om det
praktisk og pædagogisk kan lade sig gøre, herunder i forhold til resten af klassen. Det er ikke
hensigten, at lærerne skal bruge tid på at samle op på eleven efterfølgende.

En elev kan ikke fritages for alle timer i et fag, da det derved er umuligt for eleven at nå målene
for det pågældende fag.

Bemærk endvidere:

Skolebestyrelsen: Folkeskolelovens § 44, stk. 2, nr. 2.: Skolebestyrelsen fastsætter principper for
skolens virksomhed, herunder om ”adgangen til at opfylde undervisningspligten ved at deltage i
undervisningen i den kommunale musikskole eller ved eliteidrætsudøvelse i en idrætsforening, jf.
33, stk. 9."

Du kan rekvirere notatet som pdf ved at kontakte os på mail: kulturskolen@aalborg.dk

Du kan rekvirere blanket til ansøgning om fritagelse for folkeskoleundervisning pga. deltagelse i kulturskoleundervisning som pdf- eller word-fil ved at kontakte os på mail: kulturskolen@aalborg.dk eller få den i trykt form ved at henvende dig hos administrationen på Nordkraft.